VALMOREL JANUAR 2005

 

Det var en lørdag aften, at årets Valmorelgruppe blev samlet på øverste etage i chatele’t. Ankomsten havde været spredt over et par omgange – nogen natten til lørdag og resten lørdag eftermiddag, så det var først nu vi fik lejlighed til at hilse hele vejen rundt.

En del af os havde dog benyttet lørdagen til at få checket om terrænet var i orden og karaktererne denne lørdag var helt i top,

masser af sne, høj blå himmel og masser af sol. 

Nu var lejlighederne indtaget og vi var samlet til den løse information fra turlederne – Sten og May-Britt. Bagefter skulle ugens 1. aftensmenu indtages. Vi skulle have chefen selv som tjener og det viste sig at være et godt køb – han havde nemlig styr på både vinen, børnene og åbning af champagneflasker med sabel. Kokken var klar ca. 19, hvor vi så kunne gå til bords og lade os opvarte. Den opvartning nød vi alle 7 aftener, en lækker 3 retters menu, god vin og god betjening. Det er bare et rigtig godt koncept, for når hele dagen bliver brugt på sjov og ballade udendørs i sneen, så er det skønt bare at sætte sig til bords.

 

Der var 3 vigtige tidspunkter at huske denne uge i Valmorel, i hvert fald hvis man ønskede at følge med den store gruppe, disse tider var: Kl. 9.15, 13.30 og 18.00. Kl. 9.15, mens børnene drog mod skiskolen, var der afgang til formiddagens tema-program. Hver formiddag havde sit tema, f.eks. ’pistevisning’, ’kilometer under skiene’, ’pulversne’, ’4 sorte’ – bare for at nævne nogle.

Passede temaet ikke til temperamentet var det bare at drage af sted med eget pistekort i lommen. Kl. 13.30 var der afgang i den helt store gruppe på eftermiddagsudflugt, som regel med indbygget kakao/øl/vin chaud pause. Ungerne fandt de store udfordringer i sneen mellem pisterne eller med hop i rækkefølge, mens videoen snurrede. De styrt, som nåede ind på båndet, stod der som regel en voksen bag. Mange af de mere udfordrende pister blev også besøgt, det er jo efterhånden dygtige ski-børn, der er med. Kl. 18.00 var tidspunktet, hvor vi mødtes på chalet’ets øverste etage til aftenens hygge….

 

Picnic er noget, som altid hører sig til på en skitur. For at gøre det lidt anderledes holdt vi i år picnic i bjergene udenfor Valmorel, på byens tidligere bordel. Her indtog de voksne en herlig ’tartiflette’ og børnene en omgang pasta og kalkun. Udenfor var der masser af sne, som ungerne også nåede at sætte deres spor i, både med ski, kælke og sneboldkampe.

 

Sådan gik en uge i Valmorel – lækker mad, masser af sne, perfekte pister, velplacerede pauser, dejlig blå himmel og sneklædte bjergtinder. Kan man ønske sig noget bedre?